Få en følgeven eller en besøgsven
Når et menneske rammes af demens, sker der ofte det, at vedkommende trækker sig fra de fritidsaktiviteter, som vedkommende ellers altid er gået meget op i. Med demensen følger en nedsat hukommelse og en nedsat aktivitet, og man får sværere ved at planlægge og overskue aktiviteten. Men fritidsaktiviteten sidder stadig på rygmarven og med lidt hjælp kan aktiviteten stadig udføres.
I ’Sommerfuglene ’har vi en Følgevenne- og besøgsvennetjeneste. Som demensramt kan man få en følgeven til at hjælpe med stadig at udføre sin aktivitet.
- Har du altid elsket at fiske, kan du få en ’lystfisker-ven’, der tager dig med ud at fiske en gang imellem.
- Har du altid gået til svømning, kan du få en følgeven, der går med dig til svømning og hjælper til med at styre nøgler og omklædning – hjælper dig med at finde tøjet og finde hjem igen.
- Har du altid løbet motionsløb eller gået ture i naturen, kan du få en ’løbeven ’eller ’gåven’, der tager dig med ud at løbe eller gå, og sørger for at du finder hjem igen.
- Har du altid elsket at gå på museum, kan du få en følgeven, der tager dig med på museum engang imellem.
- Du kan også få en følgeven, der følger dig til ‘Café Sommerfuglen’, vores demenscafé.
En følgeven hjælper først og fremmest den demensramte med stadig at udføre sin aktivitet, hobby, sport osv. Hvis den demensramte i sygdomsforløbet må opgive aktiviteten, betyder det ikke, at følgevennen stopper med sine besøg. Hvis det ønskes kan følgevennen herefter fortsætte som besøgsven.
Mejdal koret. En af sangerne i Mejdal-koret har sygdommen demens. Men med en følgeven kan han fortsætte i koret. Følgevennen synger også i koret. Og følgevennen sørger for at hente og bringe, sørger for de rette noder, og står ved siden af og guider under sangen. Således går det fint for den demensramte med at fortsætte med sin kære korsang.
Kort sagt: Få en følgeven, så du stadig kan dyrke din fritidsinteresse. Så du fortsat holder dig i gang og får gode oplevelser med det, du altid har elsket. Så du undgår at isolere dig.
Sådan får du en følgeven:
- Ret henvendelse til vores koordinator for Holstebro-området: Jytte Nørgaard, tlf.: 30 23 29 21. Eller koordinator for Ulfborg-Vemb-området: Krista Neesgaard. tlf: 23 93 27 49. Eller koordinator for Vinderup-området: Lillian Johnsen, tlf: 60 92 66 76.
Dagbladet bragte den 23. september 2017 en artikel om følgevenne-ordningen. Den artikel kan du klikke ind på her.
Desuden modtog Sommerfuglenes Følgevenne- og besøgsvennetjeneste den 8. december 2020 Holstebro Kommunes Demenspris 2020. Dette kan du læse om her.